Københavns Nyhavn var den danske udvandrings knudepunkt. Side om side med stedets mange pensionater og beværtninger fandt man de store dampskibsselskabers agenturer, hvor folk kunne løse billet til turen over Atlanten
Dampskibs-selskabernes agenter stod på spring, når pæreskuderne fra provinsen anløb Kvæsthusbroen med deres støtte last af danskere på vej væk. Alle kneb gjaldt i kampen om kunderne.
Udvandrerne var let genkendelige på deres store oppakning. For de enkelte, der manglede det sidste, var Nyhavns handlende leveringsdygtige i både husgeråd, sokker og madrasser.
I de danske provinsbyer havde mange købmænd, værtshusholdere og håndværkere en nebengesjæft som agent for et af de store dampskibsrederier. Udvandringsfuldmægtige kaldtes de i reglen.
Hos de udvandringsfuldmægtige kunne folk læse pjecer og brochurer fra de amerikanske jernbane- og indvandringsselskaber. De fuldmægtige fik kommission af deres salg. Under de store udvandringsbølger i 1800-tallets sidste årtier var det en god forretning.
De første danske emigranter måtte sejle over Atlanten med engelske eller tyske rederier fra Liverpool, Bremen eller Hamborg. Fra 1880 og frem til 1898 kunne man rejse direkte fra København over Kristiania med C.F. Tietgens danske Thingvalla Linien. Frem til midten af 1930’erne kunne man gøre turen fra Danmark med DFDS’ Skandinavien-Amerika Linjen.
Man forestille sig hvilken Overfart...
“Ingen Baad jeg senere har sejlet med slingrede saa fantastisk som ”Norge”, eller red saa afgrundsdybt op og ned i Atlanterhavssøerne som den. Det Atlanterhav jeg ved den Lejlighed gjorde Bekendtskab med er senere gaaet tabt for mig, simpelthen fordi man nu ser Søen ovenfra, fra de høje moderne Skibe; den Gang saa man den fra neden, næsten i Niveau med Havfladen, og i haardt Vejr rejste Søerne sig som en snæver Horisont af hushøjt skridende Vandbjerge, flaskegrønt gennemskinnede i Toppen, med Baaden dybt nede i et Trug i midten, og naar Baaden red op saa man ud over avancerende Kolonner af det ene Niagara bag ved det andet. Uger igennem stod Dækket under Vand og Nedgangene til Mellemdækket, hvor flere hundrede Emigranter fra alle tre skandinaviske Lande befandt sig, måtte holdes lukkede. Man forestille sig hvilken Overfart de har haft!”
[Johannes V. Jensen: Fra Fristaterne, 1939]
Modtagestationen på Ellis Island ved New York var
mange emigranters første møde med Den Nye Verden.
Her blev de nyankomne modtaget, registreret og inspiceret, før de fik lov til at tage færgen til fastlandet.
Anlægget på Ellis Island blev taget i brug i 1891 og fungerede frem til 1954. I den periode passerede mere end 12 mio. mennesker igennem.
New York var i reglen de danske emigranters første
møde med Den Nye Verden. Allerede fra søsiden var
tårnhusene på Manhattan ærefrygtindgydende sammenlignet med det hjemlige Københavns profillinje.
Det hidsige pulserede gadeliv gjorde et uudsletteligt
indtryk på de nyankomne. Ufattelig rigdom og social
elendighed boede side om side. Her rullede dollaren.
Danske emigranter blev rådet fra at blive hængende i
Amerikas storbyer men straks begive sig videre vestpå. Desuagtet talte den danske befolkning i New York
omkring år 1900 alligevel nogle få tusinde personer, og
der fandtes næsten 20 forskellige danske foreninger.
Et Overskud af Vovemod...
Tårnhusbebyggelsen i den nedre By, ud til Battery Place er det man ser ved Indsejlingen når man har passeret Statue of Liberty, den berømte Sky Line (…) indtrykket er beslægtet med de store Naturfænomener, Bjergkæder og Vulkaner, med det Tillæg af grebethed at man står overfor et menneskeværk. Et Overskud af Vovemod og Dimensioner i Tanken har fundet Udtryk her, det amerikanske Temperament (…)
[Johannes V. Jensen: Fra Fristaterne, 1939]
Kredsen af mere prominente danskere i Chicago mødtes
med jævne mellemrum om Det runde Bord på restaurationen ”Wilkens Cellar”. Fra denne kreds udgik en række initiativer, der skulle bevare forbindelsen mellem de udvandrede og det gamle fædreland.
Den første begyndelse var Dansk-Amerikansk Selskab i 1906. Formålet var at sende danske kunstnere og skuespillere på turné i USA. Få år senere realiseres ideen om årligt tilbagevendende Rebildfester, hvor danskere og dansk-amerikanere kunne mødes.
På fotoet ses bl.a. William ”Sorte” Hansen (1854-1909) forrest tv. Med en fortid i den tidlige danske socialistbevægelse var han i mange år en drivende kraft i Chicagos dansk-amerikanske netværk.
Sofus Neble (1858-1931) var oprindelig fra Falster og
uddannet typograf. Han udvandrede 1883 til USA. Efter
forskellige småjobs fik han ansættelse på avisen
Den Danske Pioneer i Omaha, Nebraska.
Under Sofus Nebles ledelse blev Den Danske Pioneer
et næsten uundværligt bindeled mellem de titusindvis
af danskfødte, som hvert år emigrerede til USA. Avisen
udkom på dansk, og ved siden af de praktiske og nyttige
meddelelser var den præget af Nebles personlige
og socialt engagerede journalistik. Den bragte Neble
på kant med både kirkelige kredse, store jordbesiddere
og industrifolk på begge sider af Atlanten.
Nebles ligefremme tone gik til gengæld lige ind hos det
dansk-amerikanske publikum af farmere og småfolk.
Med årene fik Den Danske Pioneer korrespondenter
i alle de større danske bosættelser og blev den uden
sammenligning største danske avis i USA. Omkring
1914 havde avisen næsten 30.000 abonnenter.
Chicago var et af Amerikas økonomiske knudepunkter. En myldrende, international millionby og porten til Midtvesten. Her omsattes præriejord, spekuleredes i jernbaneaktier og handledes med landbrugsprodukter fra præriestaterne.
Omkring år 1900 boede rundt regnet 10.000 danskere i Chicago. Der var store sociale skel mellem en lille overklasse af erhvervsdrivende, forretningsmænd og journalister og det store flertal af håndværkere og ufaglærte, der som de senest ankomne beboede byens dårligste kvarterer.
Alverdens Folkeslag på begge Fortove...
Fra 23. Gade bevæger Bilen sig ned gennem Broadway, der efterhaanden som man nærmer sig Sydspidsen af Manhattan, bliver til en jo længere jo dybere Kløft med Taarnhuse paa begge Sider og tordnende af Færdsel paa Bunden. Her flyder en levende Blanding af Alverdens Folkeslag på begge Fortove. De vandrer.
Intetsteds er Trittet saa mærket af Ærinde som på denne brede Vej, der fører fra Arbejdet og til Arbejdet. Ingen kan man som New Yorkeren kende på hans Støvler. De ligner en ny Art Hove, Vandrefødder, stødte og støvede af det skarpe Støv, de selv river op fra Gaden, Kulpartikler, Metal og Stensmuld, som falder af en By ved Slid, de ligner Bjergbestigere og er det ogsaa, de holder sig hver Dag oppe på det stenede Højfjæld af en moderne By, de avancerer over en Grund, der dirrer af Trafik som en Vulkan, de aander en Luft, der er giftig af Røg og svanger med Elektricitet som et Tordenvejr, de orienterer sig mellem Lavastrømme af Mennesker, der konstant befinder sig i Opløb, og Sporvogne og Tog over Hovedet og under Jorden, de lytter i en Støj, der er mere isolerende end Stilhed, et Gadebrag saa bedøvende, at det ikke er en Bølgen men en Knusning af Luften som ved et Stenskred, dette Højtryk skal de igennem, dette er Vejen over New York.
[Johannes V. Jensen: Den nye Verden, 1907]
Den danske masseudvanding begyndte på Sjælland og øerne midt i 1800-tallet. Endestationerne for mange emigranter lå i staterne Michigan, Missouri og Wisconsin. Det var stadig civilisationens vestlige udkant på det nordamerikanske kontinent.
Da udvandringen fra Jylland tog fart i 1870’erne, var endemålet i reglen præriestaterne. Frem til århundredskiftet blev Minnesota, Iowa, North og South Dakota og Montana spættet med velkendte stednavne som Dannevirke, Rosenborg, Viborg og Askov.
Da masseudvandringen klingede af i 1920’erne, havde næsten halvdelen af alle danske i Amerika bosat sig i præriestaterne.
På prærien var udvalget af byggematerialer begrænset.
Ofte måtte de nytilkomne bosættere begynde tilværelsen med at grave sig ned i præriemulden og stable en nødtørftig tørvehytte op. Det skulle nås, inden
vinteren satte ind med tocifrede kuldegrader.
lettere adgang til bedre byggematerialer, godt brændsel
og andre moderne bekvemmeligheder.
Det kunne være ensomt at være medhjælpende hustru
på en nybyggerfarm med langt til naboer og venner.
Især de første års kamp for at skabe sig en tilværelse
på prærien viste sig ofte hård. Vinterkulden med tocifrede frostgrader, det daglige slid og et lille udbytte
sætter ægteskab og familieliv på en hård prøve.
Mange danske emigranter benyttede sig af The Homestead Act. Denne amerikanske lov gav enhver ret til et gratis stykke jord på 65 hektar. De eneste forudsætning var, at jordloddet var ledigt og at den pågældende dyrkede det i fem år.
Med The Homestead Act blev USA’s præriestater sat under plov. Omkring år 1900 var den gode landbrugsjord dog ved at være taget. Mange af de sidst tilkomne oplevede at 65 hektar var lige i underkanten til at kunne ernære en familie. Det var et årelangt slid at opdyrke præriejorden og konkurrencen på korn og landbrugsprodukter var benhård fra de mekaniserede og mere veletablerede farme østpå.
Fra århundredskiftet bosatte størstedelen af danske udvandrere sig i de større byer eller de små samfund, der skød op langs jernbanen. Ikke så få rejste videre til Canada, hvor Homestead drømmen levede videre.
Sagnet om Friheden i Amerika...
Naar Sagnet om Friheden i Amerika […] stadig lokker Udvandrere, i hele Brudstykker af Folkeslag paa en Gang, derover, ligger den virkelige Grund mere i at Amerika endnu raader over et vist etnografisk Vakuum; herfra den større Bevægelighed. Befolkningen er ikke en Masse i Hvile men endnu strømmende, stadig fornyet gennem Indvandring, ingensteder i Ro; det giver det raskere Tempo. At Tilværelseskampen til Trods for tilsyneladende større Travlhed og Flugt alligevel er mindre bitter end i Europa, ligesom lysere af Farve, maa bunde i at her endnu er Reserver af Plads.
[Johannes V. Jensen: Den nye Verden, 1907]