Johannes V. Jensens første udlandsrejse gik til New York i 1896. Den ugelange tur over Atlanten med emigrantskibet Norge blev betalt med honoraret for debutromanen Danskere (1896). I bagagen havde Jensen givetvis et håb om at finde arbejde ved en dansksproget avis og måske på sigt kunne slå sig ned i Den nye Verden. Det havde utallige fra barndommens Himmerland gjort i årtierne forinden.
Jensen blev ikke amerikaner. Efter tre måneder rejste han tilbage til Danmark med uforrettet sag, men indtrykkene fra Amerika havde bidt sig fast. De blev fikspunkter i hans litterære produktion og hans verdensopfattelse gennem resten af forfatterskabet.
Efter gennembruddet som journalist og forfatter besøgte Jensen igen Amerika i 1902/03, 1905 og 1914. Det gav inspiration til de moderne ”amerikaner-romaner” Madame d’Ora (1904) og Hjulet (1905). Rejseoplevelserne gav også stof til en række artikler, hvoraf flere kom til at indgå i bogen Den nye Verden (1907).
Den gamle verdensordens sammenbrud med første verdenskrig, betød at Jensen fremskridtsbegejstring kølnedes. Det gjaldt også fascinationen af det moderne Amerika. Der skulle gå mere end tredive år, inden han igen tog turen over Atlanten. Denne gang i skyggen af fascismens og kommunismens fremmarch.
Et kort besøg i 1937 og en længere Amerikarejse i 1939 bragte Jensen tværs over kontinentet, fra Atlanten til Stillehavskysten. New York og Chicago blev oplevet med næsten 40 år i bakspejlet. Jensen rejste gennem Sydstaterne mod vestkysten til Los Angeles, hvor han begejstret berettede om et besøg i Walt Disneys filmstudier og om filmmediets store fremtid.
“Fristaterne – har det nogensinde lydt med en bedre, haabefuldere Klang end det gør nu, nu?” spurgte Jensen retorisk i sin samling rejsebreve Fra Fristaterne (1939), kort før anden verdenskrigs udbrud.
Bogens tilbageblik kom til at stå som Jensens sidste hyldest til den amerikanske frihed og det demokrati, der så grundlæggende havde præget hans generation.
”En dansk Digter her i Byen? Er det muligt? Har de virkelig allerede opdaget os derhjemme? Og er det tænkeligt, at en dansk Digter, endda en anerkjendt dygtig dansk Digter paa en Gang kan staa i vor Midte, uden at vi har hørt derom Maaneder og Aar i Forvejen? (…) Men det utrolige er sket. For Johannes V. Jensen, den unge danske Digter, er i Chicago. Ja, han har endda været her i et Par Uger og har allerede ved sin elskværdige og ligefremme Optræden vundet sig mange Venner, der med levende Interesse hører ham fortælle om alt, hvad han saa paa den lange Rejse rundt om Jorden, om hvad han vilde med sine Bøger og om hans Fremtidsplaner.
For Johannes V. Jensen er saa forskjellig fra andre danske Forfattere. Han vil noget! Han hører mindst af alt til dem, der tilbringer tre Fjerdeparten af Døgnet paa Cafee blandt støvede Folianter. Det er Livet, der interesserer ham, Folk, der lever, — og navnlig da det jydske Folk. (…) Netop i de sidste Aar er der dukket en Del unge Forfattere op fra alle Dele af Landet — og navnlig fra Jylland. De skildrer Livet i de Landsdele hvor de er voxede op, Livet blandt Bønderne og i Provindsbyen.
Johannes V. Jensen er en af disse Forfattere og maaske den dygtigste blandt dem. Navnlig i Bogen ”Himmerlandsfolk” gives fortrinlige Skildringer af Bønder, som de lever i vore Dage i det nordlige Jylland. Det er saadanne Bøger, vi ønsker at læse, Bøger, der faar os til at tænke, og maaske for første Gang forstaa, hvad der i sin Tid drev os herover. De Danske i Chicago venter der endda en Ekstranydelse. Thi Johannes V. Jensen har netop fuldført et Skuespil, ”Trods”, skrevet væsentlig over de samme Personer, han skildrede i ”Himmerlandsfolk”.”
[Den danske Pioneer, 8. januar 1903]
Under sit månedlange vinterophold i Chicago skaffede Jensen sig mulighed for at få Himmerlandshistorien Cecil opført som skuespil. Det skete i skandinavernes forsamlingsbygning Scandia Theatre.
Stykket fik titlen Trods. Jensen var selv manuskriptforfatter og instruktør. Skuespillerne var amatører fra Chicagos danskerkoloni.
Forestillingen blev et tilløbsstykke og en eklatant fiasko. En anmelder skrev: ”Kun de Prominente klappede da Tæppet gik for første Akt. Men der var tre Akter tilbage, saa også de Prominente trættedes inden den bitre Ende”. Forfatteren ”…hvis Talent muligvis aldrig får sit rette udtryk i den dramatiske Kunstform.” kunne dog supplere den slunkne rejsekasse med forestillingens overskud: knap 400 dollars. En mindre formue.
Paa Memphis Station...
På sin rejse rundt om jorden gik Jensen i oktober 1902 i land i San Francisco. Efter et kort ophold rejste han vestpå og tilbragte vintermånederne i Chicago. Plaget af rastløshed tog Jensen i det tidlige forår på en jagttur til Arkansas. Undervejs strandede han i den lille by Brinkley på jernbanestrækningen mellem Memphis og Little Rock. Stemningen afsatte sig i det måske berømteste af Jensens undomsdigte: Paa Memphis Station.
“Halvt vaagen og halvt blundende slaaet af en klam Virkelighed,
men endnu borte i en indre Gus af danaidiske Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.
Natten er saa øde og udslukt
og Regnen hudfletter Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.
Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?
Skal jeg flygte fra Regnen og Aandsfortærelsen i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U.S.A.? (…)”
[Johannes V. Jensen: Digte, 1906]
Fødested for en ny menneskelighed ...
I det tidlige efterår 1939 var Jensen på en ugelang rundrejse i USA. Den bragte ham fra New York til Sydstaterne og gennem det sydvestlige USA til Californien. Mens nationalismen spøgte i Europa, var gensynet med mangfoldigheden i New York en opmuntring på tærsklen til en mørk tid.
Efter at Europa i Aarhundreder havde muret sig inde i Celler, forskellig Nationalitet, forskellige Tungemål, kom det nye Spring i Historien da alle Ulighederne blev rystet sammen på et Sted, ny Start, Muligheder for at faa én Nation, ét enigt Folkelegeme ud af de i den gamle Verden uforenlige Parter. Det er Formlen for det nye Samfund hinsides Atlanterhavet, Folkefællesskab forsøgt forfra igen, med alle Elementer indbefattet. Processen er endnu under Udvikling men ingen steder saa omfattende og saa intenst som i New York. Byen fængsler som et Antropologisk Laboratorium, et Fødested for en ny Menneskelighed, mere end noget andet i Verden. (…)
[Johannes V. Jensen: Fra Fristaterne, 1939]
Livslyst er den egenskab ...
Jensens begejstring for Amerika kulminerede i 1900-tallets første tiår. Den vitale og udadvendte energi, som han efterlyste i det hjemlige danske samfunds- og kulturliv, fandt han til overmål i Staterne.
Livslyst er den Egenskab der ligger øverst, når man i en Fart skal sige noget om Amerikaneren. Livslyst, Levedygtighed vilde jeg gaa ud fra som det kendetegnende Træk og som den Kraft hvoraf alle andre amerikanske Fortrin, og nogle Svagheder, udspringer, en lys, virksom Grundstemning, befriede Impulser, Sangvinitet, Egenskaber der bunder i det Amerikanske Folks Traditioner og er blevet Potenseret af et stort sammentrængt Befolkningsantal af forskelig national Oprindelse (…)
Fra Amerika udgaa der Stød som fra et Batteri, og man kan jo forestille sig alle de forenede Stater som Elementerne deri. Virksom er den etnografiske Sammenblanding til én Nation af Folkeslag som i Europa er spredt på flere, mange Magneter er bragt til at virke i én og samme retning. En klimatisk Faktor gør sig gældende, alle Klimaer, paa det udstrakte Kontinent. Her lades der, herfra kommer Gnisten.
[Johannes V. Jensen: Den nye Verden, 1907]
Af ublandet afrikansk Type ...
I Amerika stødte Jensen naturligvis på den afroamerikanske befolkning, som han lejlighedsvis også beskrev i sine rejsebreve. Som overbevist Darwinist var Jensen dybt optaget af antropologi og racespørgsmål. Han var tilbøjelig til at betragte den sorte befolkning som hørende til på et tidligere stadie i den menneskelige evolution. Eftertiden har dømt ham hårdt for nogle af hans beskrivelser og synspunkter.
I Central Park lod en Ledsager og jeg vore Støvler pudse af en Negerdreng, af ublandet afrikansk Type med en Skovmands opsvulmede Træk og et ekstra Tillæg af Pubertetsbedøvelse, et timidt Blik op en Gang imellem paa de to Guddomme, foran hvis Fødder han knælede. Det viste sig, da vi skulde betale, at ingen af os havde Smaamønt paa os, og at vor mindste Seddel var en Femdollarseddel. Vi sendte ham i Byen for at veksle den, og han blev længe borte; det vilde aldeles ikke have undret os om han var udeblevet med alle Pengene. Men han dukkede op, efter mange Genvordigheder med at faa Sedlen vekslet; det havde været i vor Tanke at han kunde svige os, ikke i hans, tyk i Ansigtet og tro som Guld vendte han tilbage til os med hvad der for ham var en lille Formue. Alt for meget skal man ikke slutte af et enkelt Tilfælde. Men hvad slutter man fra, andet end hvad der hænder en?
[Johannes V. Jensen: Fra Fristaterne, 1939]
Denne ene Mands Hjærne ...
Jensen skrev begejstret om den dynamiske amerikanske præsident Theodore Roosevelt. I Roosevelts vidtfavnende og handlekraftige personlige fremtoning så Jensen inkarnationen af det unge og moderne Amerika.
Præsident Roosevelt kan tages for Gennemsnitstypen af det moderne Menneske. Den øverste Mand i et Demokrati udmærker sig ikke fremfor andre uden ved omfattende Dygtighed, ellers er han en af de mange. Roosevelt er en Amerikaner. Titlen er ikke længere. Denne ene Mands Hjærne danner Midtpunktet for et ordnet Samfund paa henved hundrede Millioner Mennesker, hver med et Ur i Vestelommen.
Der udstraaler femogtreds private Telegraf- og Telefonledninger — Lynet bragt til Lydighed — fra det hvide Hus og ud mod alle Verdens fire Hjørner. I Midten sidder Theodore Roosevelt. Han faar tusinde Breve om Dagen. Med ham som Centrum fungerer hele den uhyre Maskine, hvis Bestemmelse dog til syvende og sidst kun er at sørge for, at hver Mand i Amerika faar Mad, naar han er sulten, og Ild i sin Kakkelovn, Tobak og en Avis, og at dette bliver ham sikret saa længe som muligt.
[Johannes V. Jensen: Den nye Verden, 1907]
En langsom Strøm af Blodlegmer...
Mens krigstrommerne buldrede i det fjerne Europa, besøgte Jensen verdensudstillingen i New York for at se de nye opfindelser der skulle gøre livet lettere, lysere og mere eventyrligt. Bilindustriens udstillingsrum fangede hans opmærksomhed. Han konstanterede at 68 % af alle verdens biler kørte i USA.
Set ovenfra, som f.Eks en berømt Kafé, Rainbow-room, oppe paa 65. Sal af en af de kolossale Bygninger i Rockefeller-center, tager Gaderne dybt nede sig ud som et Blodkarnet, hvori der gaar en langsom Strøm af Blodlegemer, ganske som i Svømmehuden af en Frø set under Mikroskop, Korpuskler der tjener Byens Funktion; paa Vejene til og fra New York, over Hængebroer og Viadukter, ad brede dobbelte Autostradaer, kører Bilerne som eet sammenhængende Bændel af Vogne, det ene Bændel med, det andet imod. Benzinstationerne uden for Byen paa Færdselsaarerne ad Pensylvanien til, er et specifikt Træk ved Amerikansk Trafik, alle med et malerisk Forsøg, hver paa sin maade, smaa Slotte, som ved et eller andet Trick henleder Opmærksomheden paa sig; de markerer Færdselen paa alle Veje gennem hele det udstrakte Amerika. En begyndende Bebyggelse grupperer sig ved dem, Værtshuse, smaa Gader af de lette Træhuse, der karakteriser Amerika uden for Byerne. Bilfærdselen medfører en slags Metastase, Groceller der spredes gennem alle Aarer og lægger Grunden til nye Vækstpunkter.
[Johannes V. Jensen: Fra Fristaterne, 1939]
Man skriver, og man rejser...
Som yngre drømte Jensen om en journalistisk karriere og havde måske håbet at finde en stilling ved en dansk-amerikansk avis. Han var dybt fascineret af den amerikanske presse og den hastighed og energi, der prægede de skrevne massemedier, og især den berygtede amerikanske ”Gule Presse”.
Jeg har været længe nok i Amerika til at forstaa, at Journalistik i vore Dage er omtrent den eneste Haandtering, der sømmer sig for en Mand. Det er det Tidsfordriv, der kommer nærmest til Krig og Opdagelsesrejser til Søs. Det er vore Dages Landsknægterhverv; man skriver, og man rejser. […]
Paa et Fotografi, jeg har af en Gade i New York, ser man Mængden bevæge sig tæt paa begge Fortove med den karakteristiske Benstrækning, Folk faar paa Fotografier. De er allesammen tydelige nok, skønt man kan se, de har flyttet sig lidt under Eksponeringen. Men et Sted ved Randen af Fortovet er der en Taageplet af menneskelig Form — en Person, hvis Fart gør ham usynlig. Det ser ud som en Aand, men det er en Journalist paa Vej til et row i Nærheden.
[Johannes V. Jensen: Den nye Verden, 1907]
Amerikas Hæder...
Opdaget, indprentet i den offentlige Bevidsthed og fredet blev Rebild Bakker af Max Henius, Brygger i Chicago, men barnefødt i Aalborg (…)
For en Menneskealder siden kendte ingen Rebild Bakker, ud over den nærmeste Egn; man var begyndt at gøre Søndagsture dertil fra Aalborg; for Max Henius’ Vedkommende udviklede det sig til at han gjorde Sommerrejser dertil fra Chicago, Hjemveen udkrystalliserede sig om dette Sted der samler saa mange Træk af Jydsk Natur, han erhvervede Part af Bakkerne, som han siden lod naturfrede; efterhaanden overgik hans personlige Glæde over det skønne Sted til Offentligheden, idet han med Initiativ og Energi fik sat de Folkemøder i Gang som hele Landet kender. De har en dobbelt, udvidet Betydning, de har aabnet Øjnene paa den hjemlige Befolkning for en national Værdi, og de knytter de danske Udvandrere i Amerika til Hjemlandet gennem aarlige Besøg, som fejres her.
Amerikas Hæder indbefattes i Højtideligheden, den 4. Juli er Amerikanernes Frihedsdag, den Datum da det frie Amerika erklærede sin Uafhængighed, ”Constitutionen”; Rebilddagen fordyber danske Traditioner og aabner en Udsigt ud af Landet, til den i Øjeblikket største og livskraftigste af alle Nationer.
[Johannes V. Jensen: Rebild Bakker, 1927]
Max Henius (1859-1935) var fra Aalborg og den ældste søn af Isidor Henius, grundlæggeren af De Danske Spritfabrikker.
Som nyuddannet doktor i kemi rejste Henius i 1881 til Amerika. Her slog han sig ned i Chicago, drev et laboratorium for kemisk analyse og grundlagde senere bryggerskolen The American Academy of Brewing.
Både teoretisk og praktisk fik Max Henius stor betydning for den amerikanske bryggeriindustri.
Max Henius anslås at have krydset Atlanten ca. 80 gange. I flere årtier var han en af hovedkræfterne i arbejdet med at bevare de udvandrede danskeres bånd til fædrelandet. Han var initiativtager til stiftelsen af Dansk-Amerikansk Selskab (1906), Det Dansk-Amerikanske Stævne i Aarhus (1909) samt etableringen af nationalparken i Rebild Bakker (1912)l. I sine sidste år stod Henius også bag oprettelsen af Det Danske Udvandrerarkiv (1932).
Nylig er det blevet forbudt at bære vaaben...
Jensens begejstring for Amerika er ikke uden mislyde. Lejlighedsvis lyder der også mere pessimistiske toner, som når han hæver, at lovord som ”Den nye Verden” og ”Frihedens Land” ikke længere gælder som de gjorde engang…
Nylig er det bleven forbudt at bære Vaaben i Amerika; enhver paa hvis Person der bliver fundet Skydevaaben eller Knive med et Blad på over to Tommers Længde straffes med Fængsel; Følgen er at den fredelige Borger nu står helt værgeløs overfor Tugthuslemmet, som selvfølgelig overtræder enhver Lov alligevel. Til Trods for Forbudet skydes der med Revolver mere end nogensinde, Aviserne er fulde af natlige Kanonader, hvor ubevæbnede ordentlige Folk jo ingen Chance har. Legenden om Friheden i Amerika stammer vel netop fra denne borgerlige Ret til at bære Vaaben, der gjorde hver Mand til en civil Soldat, samme Ret som den Bonden i Europa havde og som han mistede i Middelalderen; den personlige Frihed, Oprindelsen til al Adel, hører nu altsaa Historien til ogsaa i Amerika.
[Johannes V. Jensen: Introduktion til vor Tidsalder, 1915]
Filmen er en vidunderlig Ting...
På sin amerikarejse i efteråret 1939 besøgte Jensen bl.a Los Angeles og gæster filmstudierne i Hollywood. Han skrev begejstret om Walt Disney, om tegnefilmen og den moderne talefilm. Jensen var ikke i tvivl om, at filmens levende billeder var fremtidens medie. Inspireret af Walt Disney skrev han bl.a. et lille manuskript til en tegnefilm, som han betragtede som ”…den mest suveræne kunstform af alle”.
De nyeste amerikanske Konversationsfilm, som man kan se den i New Yorks om Domkirker mindende polstrede og komfortable Filmpaladser, hvor der ikke maa ryges Tobak, bibringer Forestillingen om, at man er ovre på Kultursiden dér, hvorimod man er i ”Amerika” naar man sidder i røgfyldte, af enhver formodet Frihed prægede Biografteatre hjemme i København (…)
Amerikansk Talefilm afspejler nu et voksent, forfinet amerikansk Borgerskab, velopdragent, slagfærdigt, vittigt, men med Amerikanerens ufortrødne Tilbøjelighed for groteske Overraskelser bevaret. Tilbage i Stumfilmens Pionertid ligger en Lømmelalder, som Amerika har gnubbet af paa Europa, hvor man er rask til at tage alting fra Amerika, men ifølge Tingenes Natur altid er netop en Udviklingsfase bagefter (…)
Filmen er en vidunderlig Ting. Fire Kæmpefremstød på Teknikkens Område har det tyvende Aarhundrede været Vidne til: Automobilet, Flyvemaskinen, Filmen og Radioen. Alle har bidraget til at føre Mennesker nærmere hinanden. Som internationaliserende Kulturmagt regner jeg Filmen som den betydeligste.
[Johannes V. Jensen: Fra Fristaterne, 1939]
Jean Hersholt (1886-1956) voksede op i fattige kår i København. Efter en dom på otte måneders forbedringshus for medvirken i en celeber homoseksuel prostitutionssag, emigrerede han i 1908 til Canada og bosatte sig siden i Hollywood. Jean Hersholt var uddannet maler men havde et betydeligt kunstnerisk talent. I begyndelsen af 1920’erne fik han sit gennembrud som karakterskuespiller og opnåede igennem en lang filmkarriere at medvirke i mere end 400 film.
Jean Hersholt fik amerikansk statsborgerskab i 1920. Ved siden af sin filmkarriere udførte han et stort humanitært arbejde og blev en dygtig formidler af dansk-amerikanske fællesinteresser. Han oversatte samtlige H.C. Andersens eventyr til engelsk ligesom han bestred tillidsposter i National America Denmark Association, Det Danske Handelskammer i Hollywood og Rebildselskabet. Hersholts humanitære indsats mindes ved det årlige Oscar show, der var ramme om uddelingen af The Jean Hersholt Humanitarian Award.
Efterhånden som den danske udvandringsbølge klingede af i det 20. århundredes første årtier, blev det vanskeligere at bibeholde den danske arv, som havde knyttet de første udvandrergenerationer sammen. I mellemkrigsårene oplevede de dansksprogede aviser støt faldende læsertal, og det nationale særpræg i kirker og skoler blev nedtonet.
Enkelte lokalsamfund med et stærkt nationalt dansk grundlag som fx. Elk Horn, Iowa og californiske Solvang, udviklede dog i efterkrigsårene en særlig amerikansk-dansk identitet.
